Efterbehandling af tekstiler

Efter farvning kan tekstilets egenskaber forbedres gennem forskellige typer af fysiske og kemiske efterbehandlinger. De kemiske efterbehandlingsprocesser involverer en del miljø- og sundhedsskadelige stoffer, hvorfor disse er specielt omtalt nedenfor.

Regulerede og begrænsede kemiske stoffer i tekstiler

Kemiske efterbehandlinger:

giver visuel effekt:

• hvidtning

gør tekstilet lettere at håndtere:

• blødgøring
• easy-care
• vandafvisende

giver tekstilet specielle egenskaber:

• flammehæmning
• mølbehandling
• antibakteriel
• antistatisk
• antifilt

Efterbehandlingerne kan gives enkeltvis eller i en samlet efterbehandlingsproces. Hvilken type efterbehandling der vælges afhænger af fibertype og den ønskede effekt. Bomuld og polyesterblandinger får typisk en efterbehandling, der gør dem nemme at håndtere. Syntetiske fibre gives oftest en behandling mod statisk elektricitet, og uld kan behandles mod filtning, brand og angreb fra møl.

Efterbehandlingsprocesser kan være kontinuerlige- eller batchprocesser og foretages normalt i en samlet proces eller i forbindelse med andre behandlinger.

TRIS, TEPA, PBB

Imprægneringsstofferne tris(2, 3-dibrompropyl) phosphat (TRIS), tris (1-aziridinyl) phosphinoxid (TEPA), (CA S nr. 5455-55-1) og polybromerede biphenyler (PBB) (CAS nr. 59536-65-1) må ikke anvendes i tekstilvarer, der er bestemt til at komme i berøring med huden, f.eks. beklædningsgenstande og linned.

Forbuddet gælder både anvendelse, import og salg.

Miljøskadelige elementer i spildevandet fra efterbehandling omfatter:

• Ethyleret urea og melamin (easy-care)
• Organofosfat og bromerede organiske forbindelser (flammehæmmere)
• Polysiloxaner (blødgørere)
• Alkylfosfater (antistatika)
• Fluor (repellent)
• Biocider (møl, bakterier og skimmelsvampe)

Derudover forbruges en del energi til tørring i spændrammer. Ved opvarmning og dampning i spændrammer kan der frigives flygtige stoffer fra kemikalier tilføjet under efterbehandlingen eller ved tidligere behandlinger.

Tør efterbehandling omfatter bl.a.:

• rugning af varer som uld eller bomuld, er for at rejse et ekstra luvlag, der kan gøre stofferne mere kulde-isolerende
• sanding med pimpsten, som er en let rugning, der nedsætter risikoen for pilling
• opskæring af jernbanefløjl, der giver den særlige fløjlsoverflade
• overskæring eller topskæring af uldne stoffer og alle glatte fløjlsvarer for at give dem en helt ensartet, glat overflade
• sanforisering af bomuldsvarer for at forhindre krympning
• dekatering af uldne stoffer, der giver et tilsvarende resultat, dvs. at de fikseres og ikke længere kan arbejde;
• termofiksering af syntetiske stoffer, der i forvejen er næsten krympe- og krølfrie, men derigennem stabiliseres yderligere;
• kalandrering, som er en presning mellem belastede valser med mange anvendelsesmuligheder
• gaufrering, der også er en mekanisk efterbehandling, hvorunder reliefvalser anvendes til at præge mønstre i tekstiloverfladen.

Våd efterbehandling omfatter bl.a. farvning og trykning

• den første behandling efter vævningen er udvaskning af de stoffer (slette), der anvendes til at styrke kædegarnerne. Samtidig fjernes urenheder, der er efterladt fra væveprocessen, fx oliepletter.

Efter udvaskningen skal de fleste bomulds- og hørstoffer bleges helt eller halvt, og de dyreste stoffer skal merceriseres (se mercerisering), ved en egentlig imprægnering kan stoffer gøres næsten regntætte med silikone, der er vaske- og rensebestandig, ligesom de ved en lignende metode kan gøres næsten uimodtagelige for

• krøl
• smuds- og olieskyende med Scotchgard®
• bakterieafvisende med sanitizing

Uldne stoffer kan beskyttes mod filtning og pilling med superwashbehandling, der vha. klorering nedbryder uldskællenes skarpe kanter, hvorefter de overtrækkes med en tynd plasthinde; filtning af fx frakkestoffer eller uldplaider opnås ved valkning, der er en vask med sæbe og syre under kraftig mekanisk bevægelse, således at fx en ulden plaid kan krympes fra 250 cm til 150 cm bredde og derved blive varmere. Uldne stoffer kan imprægneres med brandhæmmende væsker og gøres resistente mod mølangreb.

Stoffer kan desuden belægges med et plastlag; PVC (polyvinylklorid) anvendes til stive stoffer, fx presenninger, og PU (polyurethan) til bløde regnfrakkestoffer, bordduge af voksdug osv.

VISUEL EFFEKT:

Hvidtning

Tilsætning af optisk hvidt giver tekstilet et mere hvidt skær og bruges i forbindelse med emner, der skal synes helt hvide. Optisk hvidt (fx stilbendisulphonsyre) er resistent over for almindelige blegemidler, men vaskes med tiden ud af tekstilet.

Blånelse eller optisk hvidt bruges i vaskemidler for at modvirke den gule farve, tekstiler får med alderen. Den gule farve skyldes, at de absorberer blåt lys i højere grad end de andre bølgelængder. Hvis der tilsættes lidt blå farve, der absorberer blåt lys mindst, bliver resultatet i stedet en meget lys grå, som er svær at skelne fra hvid. Og hvis der endda tilsættes et stof, der lyser blåt, kompenserer dette for absorptionen, og tøjet ser hvidt ud.

Optisk hvidt er et fluorescens stof og fungerer således ved at optage ultraviolet lys og udsende energien igen som synligt blåt og violet lys. Dette resulterer i, at lyse tekstiler, der er vasket med optisk hvidt, lyser blåviolet under UV-lys.

Den kemiske opbygning af optisk hvidt kan variere meget. Men de former for optisk hvidt, som anvendes i vaskemidler, er stoffer, der er svært nedbrydelige i naturen, og de udgør derfor en belastning for miljøet. For at et vaskemiddel kan mærkes som miljøvenligt (se miljømærkning), kræves det derfor ofte, at det ikke indeholder optisk hvidt.

Optisk hvidt bruges også til at få papir til at se mere hvidt ud. Også i kosmetikprodukter kan optisk hvidt forekomme.

Blånelse, der i sin tid blev solgt i små stofposer, er en ældre betegnelse for optisk hvidt.

Mercerisering

Mercerisering, (efter den britiske tekstilfabrikant J. Mercer, 1791-1866), er efterbehandling af bomuldstekstiler ved imprægnering under stræk med natronlud og efterfølgende neutralisering med syre og vask. Fiberens yderste barklag sprænges, så den bliver gennemsigtig og glansfuld. Samtidig udfyldes fiberens indre hulrum, lumen, så fiberens tværsnit bliver næsten cirkelrundt; den krymper 20-25% og bliver tilsvarende stærkere. Behandlingen letter optagelse af farvestof, og fiberen bliver mere smudsafvisende.
Bomuldsgarn eller metervare strækkes og behandles samtidig med stærk natronlud. Merceriseringen øger bomuldens glans og styrke Effekten er permanent.
Texturering. Snoning og varmebehandling af syntetiske fibre som bevirker, at garnet bliver elastisk (crepe/stretch) og/eller fyldigt (high bulk). Fibrene er spiral-, bølgede- eller zigzagformede. Handelsnavne som fx Helanca® og Spinlon®.

Valkning

Valkning er en efterbehandlingsmetode til uldstoffer, hvor stoffet udsættes for mekanisk behandling med sæbe og vand. Det giver stoffet et filtagtigt udseende. (Valket stof kan dog ikke sammen - lignes med ægte filt, som ikke er vævet).

Valkning er en gammel metode til fremstilling af tekstiler ud fra uld. Inden selve valke-processen væves ulden til store uldstoffer, som derefter fugtes og bearbejdes mekanisk indtil stoffet har en tæt og fast struktur. Den hærdning af stoffet, der sker under valkningen, er den samme som ved filtning.

Filtning af strikkede tekstiler fremstillet af uldgarn kaldes også nogle gange for valkning.

HÅNDTERBAR EFFEKT

Blødgøring

Tilsætning af blødgører kan være en selvstændig proces eller indgå som et element i en "easy-care" behandling.

Blødgørere har til formål at gøre tekstilet blødt og nemmere at håndtere (sybarhed).

Blødgørere er vandbaserede emulsioner/dispersioner eller opslæmmede aktive stoffer, fx.:

• Non-ioniske (fedtsyrer, fede estere, fede amider)
• Kationiske (kvarternære ammoniumforbindelser)
• Paraffin eller polyethylenvoks
• Organo-modificerede silikoner (polysiloxan)
• Anioniske (fx. fede alkydsulfater)

Non-ioniske blødgørere bruges især i forbindelse med foulard før spændrammen, hvor der ønskes en anti-krøl effekt. Disse blødgørere er som oftest miljøvenlige og let nedbrydelige.

Kationiske blødgørere kan være miljø- og sundhedsskadelige. Specielt kvarternære ammoniumforbindelser (DSDMAC) er i koncentreret form giftige for vandorganismer og må omgås med forsigtighed.

Polyethylenvoksemulsioner bruges til specielle formål som fx. frotterede håndklæder, der skal være bløde og have en god sugeevne.

Organomodificerede silikoneblødgørere bruges, hvor der ønskes en permanent virkning af blødgøreren, ofte sammen med andre typer blødgørere (fx. polysiloxan).

Organomodificerede silikoneblødgørere har en moderat bionedbrydelighed.

Generelt kan det organiske indhold i blødgøreren give anledning til emission af flygtige organiske forbindelser (VOC) ved opvarmning i spændrammen.

Det er derfor vigtigt at vælge blødgører med en lav potentiel VOC emission.

Blødgørere med polysiloxaner/kvarternære ammoniumforbindelser bør helt undgås.

Easy-care

En easy-care behandling er en kombination af antikrøl- og krymp behandling og består af badning af tekstilet i en vandig opløsning af:

• Kompleksbinder (urea- og melaminkomplekser)

• Katalysator (magnesiumklorid)

• Additiver (blødgører, stivelse, antistatika osv.)

• Afspændingsmiddel (alkydbenzensulfonat, fed alkydsulfat)

Kompleksbindere har til formål at binde fibrene tættere sammen og derved øge dimensionsstabiliteten. Der tilsættes additiver som blødgører og hærder for at bevare tekstilets blødhed og stabilitet; men der kan også tilføres additiver, der har specielle egenskaber som vandafvisende eller antistatisk. Katalysatoren fremmer de kemiske reaktioner mellem fibre og additiver. Tørring og fiksering ved høj temperatur giver en kondensering, som binder produktet til cellulosen.

Specielt brugen af kompleksbinder har en skadelig miljø- og sundhedseffekt, idet ethylmelamin emitterer formaldehyd. Melamin og urea har et højt indehold af kvælstof, der kan virke eutrofierende i recipienten; men i Danmark vil det nedbrydes i rensningsanlægget.

Brugen af blødgører og afspændingsmidler, der indeholde svært nedbrydelige stoffer (fx APEO), bør undgås.

Antistatisk

Formålet med denne efterbehandling er at fjerne naturlig dannelse af statisk elektricitet fra uld og syntetiske varer.

De hyppigst anvendte antistatiske midler er:

• organiske salte
• alkylfosfater

Behandlingen er sjældent permanent og vaskes med tiden ud af tøjet.

HVAD ER STATISK ELEKTRICITET

Statisk elektricitet er ladninger der sidder på overfladen, af et isolerende materiale og kan derfor kun neutraliseres ved, at skabe en ledende egenskab i overfladen eller luften. Ladningerne vil normalt neutraliseres gennem luften, men det varer timer, og ofte ønsker man at fremskynde denne proces. Det kan ske ved at tilføre vand (fugtighed) på overfladen og i luften, eller tilføre ladninger i luften, altså ionisere luften.
Få en uddybende forklaring på fænomenet, dets konsekvenser og metoder. Kom udfordringen til livs ved at downloade vores gratis e-bog og læs mere om at fjerne statiske elektricitet.

Antifilt

For at en uldvare skal kunne maskinvaskes, udføres en anti-filt behandling. Skæl på uld fibren kan enten nedbrydes med klor og bagefter belægges med en film af polymermateriale (Hercosett-proces) eller nedbrydes af en klorfri peroxomonosulfat eller natriumsulfit og efterfølgende behandles med en blødgører.

Hercosett-processen bruges i forbindelse med behandling af uldtrøjer, fx vaskbare sweaters og vævede tæpper. Det er en kombineret proces, der består af oxidering med natriumhypoklorit, reduktion med sulfit, neutralisering med natriumkarbonat og belægning med polymer, tørring og fiksering. Processen er billig; men nogle af de anvendte polyamid-epikloridin er svært nedbrydelige og kan give problemer i spildevandet.

Smudsafvisende

Smudsafvisende overfladebehandling En smudsafvisende overfladebehandling beskytter tekstilet mod almindelig snavs og spild af væsker, men overflødiggør ikke jævnlig rensning. Bruges ofte på bomuldsvarer. Behandlingen er normalt baseret på flourcarbon, som ikke påvirker tekstilets greb og udseende. Behandlingen skader ikke miljøet og er ikke allergifremkaldende. Overfladen er forholdsvis vaske- og rensebestandig. Efter vask kan overfladebehandlingen genopfriskes ved hjælp af varme f.eks. strygning af Teflon® / behandling inden for denne kategori.

SPECIELLE EGENSKABER

Antibakteriel

Antibakteriel behandling omfatter behandling af tekstilet med biocider (mølbehandling), antibakteriel behandling af tekstiler til bla. hospitalsbrug og anti-mikrobiel efterbehandling mod lugt og råd.

Mølbehandling (BREF afsnit 2.9.2.6. + Appendix 8.8.2) er en behandling med biocider (primært permethrin) for at undgå angreb fra møl. Behandlingen bruges kun meget begrænset i Danmark, fx. til visse uldtæpper og militæruniformer. Et insekticid som permethrin er giftigt for insekter (møl), men virker også skadeligt på vandorganismer og skal derfor bruges med forsigtighed.

Antibakterielbehandling af tekstiler til hospitalsbrug omfatter:

• Organiske Zn- og Sn-forbindelser

• Isothiazol (C3H3NS)

• Triklorosan (C12H7Cl3O2)

• Diklorophenyl/boran (C6H5BCl2)

• Benzimidazol (C7H6N)

Flere af disse stoffer er baseret på klorerede benzenringe, der kan være kræftfremkaldende, og alle er væsentlige miljøgifte, der skal bruges med forsigtighed.

Antimikrobielbehandling af syntetiske- og viskosetekstiler hindrer uønskede mikrober i fx. sved, der kan giver anledning til lugtgener i tøjet.

Antimikrobielbehandling omfatter:

• Halogenerede phenoxyforbindelser

• Isothiozolinon

• Kvarternære ammoniumforbindelser

• Organiske Zn- og Sn-forbindelser

Alle antibakterielle tilsætningsstoffer er sundheds- og miljøskadelige, men bionedbrydligheden og miljøeffekten kan variere meget. Derfor er det vigtigt med et tæt samarbejde mellem leverandøren og kunden for at opnå den ønskede effekt med minimal brug af kemikalier.

Antibakterielle stoffer i forbrugerprodukter er uønskede fra Miljøstyrelsens side, det gælder bla. triklosan.

Antibakterielle midler i beklædningsgenstande

Antibakterielle midler anvendes i tekstiler for at undgå problemer med lugt i forbindelse med bakteriel nedbrydning af sved. Dermed kan tøjet holdes lugtfri længere tid. Formålet med nærværende projekt er at indsamle oplysninger om anvendelse af antibakterielle midler i beklædningsgenstande, der markedsføres i Danmark; at udføre kemiske analyser af udvalgte antibakterielle midler i en række beklædningsgenstande for at fastslå indhold af de udvalgte stoffer; og til sidst evaluere tab af de udvalgte stoffer ved vask af tøjet.

Læs publikation

Antibakterielle stoffer (fx triclosan)
Antibakterielle stoffer anvendes typisk til tøj til sportsudøvere (cykelshorts og –trøjer, skiundertøj mm), angiveligt for at forhindre eller fjerne lugt. Overvej, om ikke vask af tøjet er tilstrækkeligt til at forhindre, at tøjet lugter.

Denne type forbrugerprodukter skal ikke have en fuld indholdsdeklaration. Se derfor efter, om produkterne sælges som værende "antibakterielle", "meldug resistente", "bakteriehæmmende" eller lignende. Det betyder, at de kan indeholde et bakteriedræbende kemikalie.

Miljøstyrelsen anbefaler generelt at vælge produkter uden bakteriedræbende stoffer som f.eks. triclosan. Triclosan skader miljøet og er mistænkt for at fremme resistente bakterier.

Triclosan

Triclosan er et biocid, som vil blive forbudt i tekstiler. Forbuddet er ikke trådt i kraft endnu, og der vil være en overgangsperiode hvor tekstiler med triclosan kan findes på markedet. Det kommende forbud skyldes, at ingen virksomheder har ansøgt om at få lov at bruge stoffet i tekstiler. Det kan dog ske i fremtiden. Miljøstyrelsen anbefaler at man som forbruger holder sig fra produkter med triclosan (se underafsnittet Antibakterielle stofferlængere nede på denne side). Anvendelsen af det miljøfarlige stof triclosan er halveret siden 2000, viser en undersøgelse fra Miljøstyrelsen fra 2006.

Aluminiumsbelægning

Aluminiumsbelægning bruges til mere transparente gardiner. Belægningen påføres, så den reflekterer varme og synligt lys i forskellig grad afhængig af farven på tekstilet.

Det er med til at skabe et behageligt og sundt indeklima i bygninger, som er udsat for meget sol og varme. Det er vigtigt at være opmærksom på, at den - ne funktion normalt kræver en dyr løsning i form af

aircondition.

Brand/Flammehæmning

Flammehæmning er en specialegenskab, der tilføres særlige beklædningstekstiler, tæpper, gardiner og møbelstoffer.

Brandhæmning
Produkter, der skal bruges i offentlige bygninger, skal bestå en række brandtest. Mange tekstiler består de relevante tests, uden at der skal foretages ændringer, mens andre skal behandles yderligere med brandhæmmende materiale. Der findes forskellige typer af brandhæmmende behandlinger som f.eks. Low Smoke Zirpro, der er udviklet af det Internationale Uldsekretariat (IWS) for at øge uldfibrenes brandhæmmende egenskaber. Flovan er en anden hæmmer, som kan bruges på flere forskellige materialer. Der findes desuden en række detailmærker inden for brandhæm - mere, som kan bruges på forskellige materialer. Hæmmerne er normalt rensebestandige, og nogle tåler sågar vask Ovenstående brandhæmmere påføres normalt ved at dyppe tekstilet i stoffet, men man kan også vælge bagsideimprægnering, hvis det skønnes nødvendigt.

Brandhæmning - flovan
Brandhæmmer baseret på kvælstofholdige fosforsyresalte. Flovan er opløseligt i vand og tåler derfor kun rensning.

Brandhæmning - low smoke zirpro
Behandling godkendt af Det Internationale Uldsekretariat (IWS), som skal sikre større brandhæmningsevne, og tåler vask og rensning. Zirpro er baseret på zirkoniumforbindelser og er ikke vandopløseligt

Flammehæmmede tekstiler kan være påkrævet i visse situationer og til visse behov som f.eks. tøj, der bruges af professionelle. Kun i yderst specielle tilfælde vil de være nødvendige for den "almindelige" bruger. Man bør derfor overveje, om det virkelig er nødvendigt at sælge eller købe brandhæmmet tøj, da der er brugt kemikalier til denne brandhæmning. Ofte har sælgeren ingen konkret viden om hvilke stoffer, der er anvendt.

Flammehæmmere
Flammehæmmede tekstiler kan være påkrævet i visse situationer og til visse behov som f.eks. tøj, der bruges af professionelle. Kun i yderst specielle tilfælde vil de være nødvendige for den "almindelige" bruger. Man bør derfor overveje, om det virkelig er nødvendigt at sælge eller købe brandhæmmet tøj, da der er brugt kemikalier til denne brandhæmning. Ofte har sælgeren ingen konkret viden om hvilke stoffer, der er anvendt.

Penta- og octa-BDE

De bromerede flammehæmmere penta- og octabromodiphenylethere (penta- og octa-BDE) har begge været forbudt siden 2004 til alle anvendelser, herunder tekstiler.

Forbuddet gælder både anvendelse, import og salg.

Brandimprægnerede tekstiler

• Er som regel IKKE permanent imprægneret.
• Behandlingen er en saltimprægnering.
• Er flammehæmmende behandling af bomuld og andre fiber på basis af cellulose.
• Produktet anvendes hovedsageligt til flammehæmmende behandling af tekstiler, der bruges til dekorationsformål, hvor brandmyndighederne stiller krav til brandhæmmende behandling.
• Behandlingen er ikke vaskebestandig, virkningen vil aftage efter vask.

Flammehæmmende virkning sker på følgende måde:

• Når tekstilet berøres af direkte ild, sker der en udvikling af ammoniakdampe der forhindre tekstilet i at bryde i brand. Tekstilet vil dog blive forkullet.

Miljøpåvirkning:

• Behandlingen er klassificeret under vandfareklasse 1, det vil sige at produktet betragtes som svagt forurenende i et vandigt miljø.
• Tekstiler med ovennævnte behandlet kræver ikke nogen særlig mærkning af hensyn til en eventuel sundhedsfare.

Proban:

• Kan kun anvendes på bomuld og andre cellolusefibre.
• Denne imprægnering foregår i et lukket system.
• Når varen er færdigbehandlet, kan den vaskes op til 75 gange ved 40 Cº, førend effekten begynder at aftager.

Der anvendes i dag forskellige typer flammehæmmere:

• Uorganiske
• Halogenerede
• Organofosfat

Afhængig af om tekstilet vaskes og stryges vælges en permanent eller ikke permanent imprægnering.

De uorganiske flammehæmmere er typisk hydrofile ammoniumsalte (diammoniumfosfat, ammoniumsulfat), der ikke er bestandige over for vask og strygning.

Uldtæpper har en naturlig brandhæmning, men skal i visse tilfælde yderligere flammehæmmes på grund af krav i brandregulativer. Tæpper blev tidligere behandlet med Zr- og Sn-salte; men på grund af miljøeffekterne fra disse metalsalte er det i dag mere almindeligt at imprægnere gulvtæpper med aluminiumhydroxid, der ikke har nogen signifikant miljøpåvirkning.

Halogenerede flammehæmmere giver en permanent brandhæmning og virker, ved at brom- eller fluorforbindelser binder sig til de fri OH* radikaler, der dannes ved brand. Stofferne er meget effektive, men begge har en betydelig effekt på vandmiljøet. Man arbejder derfor i dag med helt at forbyde brugen af disse to typer flammehæmmere.

Flammehæmmere bestående af organofosfat (OP) virker ved, at de danner fri PO* radikaler og således udnytter den fri ilt. Efterbehandling under navnet "Pekoflam", "Pyrovatex" eller "Spolapret", der indeholder organofosfater, anvendes specielt på bomuldstekstiler, der skal bruges til erhvervsbeklædning.

Vask

Snowwash eller snevask. Kombineret klorblegning og slibebehandling med pimpsten, som giver tøjet et meget hvidt udseende i de slidte områder.
Stonewash eller stenvask. Vandbehandling, hvor stoffet bliver slebet og slidt i overfladen af tilsatte pimpsten. I nogle tilfælde foretages der også en kemisk blegning samtidig
Superwash. Engelsk betegnelse for uld der er behandlet, så den tåler vask i maskine på uldvaske program.

Krympebehandling

Sanforisering. Betegnelse for anti-krympebehandling af bomuldsstof.
En kontrolleret krympeproces for vævede bomuldsstoffer, som giver meget formstabile varer. Sanforisering er en patenteret metode til krympning af vævede stoffer af bomuld og viskose, som opnås, ved at skudgarnerne komprimeres under passage mellem en opvarmet cylinder og en hesteskoformet kappe. Efter sanforisering må stoffet højst krympe 1% ved korrekt vask.

Imprægnering

Sanitized. Navn for imprægnering mod bakterier og andre mikroorganismer. Tåler vask og rensning.
Silicone. Imprægnering der gør tøjet vandafvisende. Fabriks imprægnering kan som regel tåle vask.

TRIS, TEPA, PBB

Imprægnerings stofferne tris(2, 3-dibrompropyl) phosphat (TRIS), tris (1-aziridinyl) phosphinoxid (TEPA), (CA S nr. 5455-55-1) og polybromerede biphenyler (PBB) (CAS nr. 59536-65-1) må ikke anvendes i tekstilvarer, der er bestemt til at komme i berøring med huden, f.eks. beklædningsgenstande og linned. Forbuddet gælder både anvendelse, import og salg.

Vandafvisende

Imprægnering af tekstilet med vandafvisende paraffiner eller polymerer kan udføres som en selvstændig efterbehandling eller i forbindelse med en easy-care efterbehandling. De vandskyende stoffer vil enten binde sig til fiberen eller lægge sig som en film hen over denne.

Der er flere måder, hvorpå et tekstil kan gøres vandskyende:

• En behandling med paraffin/voks og aluminiumsalte
• En behandling med harpiks og metylerede aminer (metylamin (CH3NH2), dimetylamin (C2H6NH), melamin (C3H6N6))
• En behandling med polysilikater (dimetylpolysiloxan), PUR eller PVC
• En behandling med fluor- eller metylakrylater

Voks og aluminiumssalte tilføres tekstilet i et varmt vandbad, hvorefter det tørres uden fiksering.

Kondensering af fedtsyrer i en blanding af methylerede aminer, kompleksdanner og en aktiverende katalysator danner efter tørring og hærdning en harpiksbaseret film på tekstilet. Brugen af kompleksbinder kan medføre afgasning af formaldehyd.

Silikone kan tilføres tekstilet i en vandopløsning sammen med emulgeringsmiddel og ethyleret glykol (C2H6O2), hvorefter det tørres.

Efterbehandling med fluorakrylater er anvendt meget, idet behandlingen både gør tekstilet vandskyende og olie-/fedtafvisende.

Både metylerede aminer, polysilikater og fluorakrylater er svært nedbrydelige, hvorfor paraffin og voks er at foretrække, selvom fluorakrylaterne er de eneste, der er bestandige overfor maskinvask.